Elsemarie Døssing
Elsemaries forfatterskab starter ud fra hendes interesse og passion for hverdagens brugsgenstande. Det blev til bogserien At samle på brugsgenstande – hvilke historier gemmer det på?
Slægtsgård fra 1600-tallet
Baggrunden er at familien har en slægtsgård, som har været i familiens eje siden 1634. Hendes mand og hende selv vil blive 12.generation. Samfundet og især landbruget har ændret sig, og gården er nu ikke længere deres indtægtskilde. Hun og hendes mand er begge akademikere og har valgt en anden levevej end landbruget.
Ideen til bogserien opstod i arbejdet og forsøget med at lave en respektfuld afhændelse af familiens slægtsgård. Hendes bidrag bliver at undersøge indboet og særligt brugsgenstandenes historier. Denne kortlægning åbner op for samtaler med familiens ældste generation, og hun opdager at disse brugsgenstande kan bruges til at få gamle erindringer frem, som de i familien ikke tidligere havde hørt om. Det blev til en bogserie om bestik og stel, og den tredje om duge er planlagt til udgivelse i 2024.
Bestik
Bestik fortæller historier – særligt socialhistorie. Holder du af kulturarv, historiefortælling og hverdagslivet flettes det i hendes første bog At samle på bestik sammen med forfatterens bestiksamlinger. Historierne fortælles igennem 4 generationer, startende med nutidens teenagers syn på bestik, og slutter af med hvad der gemte sig i skufferne hos oldemor. Bogen er rigt illustreret med de beskrevne bestik, og indeholder bestikkataloget fra Horsens Sølv. Du finder tips og tricks til at holde sølv, pletsølv og rustfrit stål pænt de næste 100 år. Bogen dækker perioden fra da bestik bliver allemandseje for 100 år siden, til sølv bliver håbløst umoderne og frem til nutidens nostalgiske og bæredygtige tanker.
Stel
Stel er noget, vi alle sammen bruger hver dag. Det er noget, vi kan associere os med, og derfor er hendes nyeste bog At samle på stel et vigtigt supplement i vores kultur-, social- og designhistorie. Bogen spænder over de sidste 100 års samlehistorier, og afdækker 4 generationers stelsamlinger.
Samlerne af stel er ved at blive ældre. Storhedsperioden for stelsamlinger var i 1960'erne. Importforbud forsvandt, og i samfundet var der et stort økonomisk opsving. Skal vi nå at undersøge og få fortalt historierne bag disse samlinger, er tiden inde til det nu, førend at det bliver for sent at spørge samlerne. Stel giver associationer med begivenheder, erindringer og tidligere erfaringer. Spændende, og ikke tidligere fortalte historier kommer frem i processen.
Links: